|
Hvordan husker du kampen i Idrætsparken dengang for 50 år
siden?
- Jeg husker tydeligt debuten i Københavns Idrætspark, de
mange tilskuere (15.000, red.) og vores glæde over at skulle spille
mod BK Frem, der jo dengang var et af de store hold. Jeg var banens yngste
spiller, men ikke at det forhindrede mig i at score tre mål - og
så var det jo os fra Frederikshavn der vandt kampen med 3-1. Alle
tre mål blev flugtet ind - to af dem med højre og så
en med venstre, mener jeg. Der har vist aldrig været så mange
fra Frederikshavn til fodbold i Idrætsparken, og blandt dem var
nogle familiemedlemmer jeg havde skaffet billetter til. Dem fik jeg dog
ikke hilst på efter kampen, for efter sejren og de tre mål
- så ville alle hilse på mig og få en kommentar, så
jeg måtte lade mig smugle ud af en bagindgang, tage en taxi til
lufthavnen, hvor jeg ankom lidt senere end alle de andre spillere …
Var der en tro på at I som nyoprykker, kunne slå "mægtige"
BK Frem?
- Inden kampen følte vi selv at vi havde et godt hold, og jeg
er sikker på, at jeg selv har meldt noget ud om, at "dem kunne
vi sagtens slå" - og det gjorde vi så. Og det var ikke
held eller noget, for vi spillede dem ud af banen, og beviste at "Himmelstormerne
fra Frederikshavn" var gode. Vi spillede og kæmpede for hinanden,
og så havde vi flere der kunne afslutte. Vi havde gode trusler udefra,
blandt andet i form af de to innerwings Jørn Christensen og Jørgen
Højfeldt og de to fløjhalfs Leif Skov og John Larsen.
Du nåede kun 28 kampe - eller lidt over en sæson -
i landets bedste række før du blev professionel, men var
der ikke noget om, at du var lidt af en torn i øjet på DBU?
- DBU spærrede mig fra det øjeblik jeg havde underskrevet
kontrakten med Bologna. Men inden da havde DBU faktisk allerede forsøgt
at spærre mig. Der var et blad dengang der hed "Tempo",
og de havde haft en konkurrence der hed "Prinsesse for en dag".
Her kunne vinderen få lov til at pege på en person hun ville
tilbringe en dag sammen med, og hun havde så valgt mig. Det betød.
at Tempo betalte for min tur til København, og da BT samtidig ville
tage nogle billeder, så sendte de mig pengene for en flybillet -
hvilket vist dengang var 178 kroner. Alle pengene tror jeg var endt hos
min far og mor, for havde jeg jo fået noget tøj til at rejse
i. Det fandt DBU ud af, og de forsøgte derfor at få mig spærret
til en kamp mod AB, men heldigvis fik kassereren eller formanden fra Frederikshavn
ordnet det hele - og jeg kunne så spille mod AB. Pudsigt nok, så
var AB en klub der stod DBU's Erik Hyldstrup meget nær …
Men du blev så professionel, kom til Italien, og havde nogle
meget gode år. Er der nogle minder der her skinner tydelige igennem
end andre?
- Jeg havde en fantastisk tid i Italien, og havde mange store øjeblikke
i alle de klubber jeg var i. Med Bologna var jeg en del af et meget stærkt
hold, og her nåede jeg både at blive italiensk topscorer samt
mester med Bologna. Senere kom jeg til Inter, et hold der faktisk var
så godt og med så stor bredde i truppen, at vi nærmest
kunne stille med to lige gode hold. Det var mens jeg var i Inter, vi var
i New York og spille VM for klubhold mod brasilianske Santos.
| |
 |
|
| |
|
|
 |
| |
| |
|
|
| |
Guld-Harald
og selveste Pelé giver hinanden hånd efter at Harald
Nielsens italienske klub, FC Internazionale, har besejret brasilianske
Santos FC med 1-0 den 26. august 1967.
|
|
| |
|
|
|
|
| |
|
|
Det lyder lidt stort? VM for klubhold og så i New York?
- Det var stort, men alligevel var det nok meget forskelligt fra i dag,
fx kørte vi sammen med Santos spillerne til og fra stadion i samme
bus. Det var så første gang en kamp skulle vises på
satellit tv, og på grund af de mange tidszoner, så blev New
York valgt. Der var 80.000 tilskuere til kampen, og kampen måtte
afbrydes to gange på grund af slagsmål og tilskuere på
banen. Det betød ridende politi på banen, de slog med knipler
- og de værste blev så slæbt ud. Jeg var inden kampen
blevet solgt til Inter for 6,3 millioner kroner, og var på det tidspunkt
verdens dyreste. Pele spillede på det tidspunkt for Santos, så
førte det til, at en af de store New York aviser bragte et stor
billede i deres sportssektion, hvor Pele og jeg trykker hånd, og
så stod der under billedet "THE GREATEST". Selve kampen
var tæt, men vi vandt 1-0. Jeg scorede ikke selv, men blev næsten
matchvinder, da mit skud ramte stolpen - og så trillede langs stregen,
lige indtil Mazzola nåede frem og scorede kampens sejrsmål.
Har du siden hen mødt Pele?
- Ja, jeg mødte ham i forbindelse med HC Andersen året her
i Danmark. Her havde den brasilianske ambassadør inviteret mig
med til et møde, og dengang som nu, så er Pele stadig en
meget sympatisk mand.
Du var kun 30 år da du stoppede, men hvorfor så tidligt?
Og kunne du ikke have spillet videre i Danmark?
- Jeg havde nok haft en 4-5 år mere i mig, men en diskusprolaps
satte en stopper for fodbolden. På det tidspunkt havde jeg været
i Italien siden jeg var 19, og havde stor lyst til at blive, for jeg elsker
Italien - og de elskede også mig, de prøvede faktisk engang
at få mig til at blive italiensk statsborger. Det endte dog med,
at vi valgte at tage hjem. Heldigvis så er vi dernede cirka hver
anden måned i forbindelse med arbejdet.
Du siger tit "vi"? Hvem er den anden del af begrebet
"vi"?
- Det er Rudi, min kone. Da jeg var ung havde vi ikke rigtig idol-dyrkelse,
men det kom i 50'erne, det var dog mest musikkens folk der blev dyrket.
Og pludselig kom der et sportsidol, og da jeg så kom med i en "Far
til fire"-film og lærte Rudi at kende, så var det en
sød og romantisk historie der gik lige ind at vi var blevet kærester.
Vi kom jo fra to helt almindelige familier, og var pæne og beskedne
unge mennesker der opførte sig ordentligt. Jeg rejste til Italien,
mens Rudi blev hjemme og gik på teaterskole - men desværre
kom hun ud for en ulykke, sammen med Volmer Sørensen for øvrigt,
og var efterfølgende indlagt i tre måneder, hvor de ni dage
var i kritisk tilstand. Men hun klarede det og kom sig, og fortsatte så
et år på skolen - men så savnede vi hinanden for meget,
og så rejste hun ned til mig i Italien, hvor vi så flyttede
sammen.
Du var altså allerede inden afrejsen til Italien et stort
navn i Danmark?
- Allerede i 1960, efter OL, var jeg jo et kendt navn. Dels på
grund af OL og målene i 1. division, og så havde jeg skrevet
bogen "Harald scorer". I efteråret 1960 holdt jeg vel
en 300-400 foredrag, og hver gang mødte der mange hundrede mennesker
frem. Typisk var det sådan, at jeg holdt foredrag, og bagefter var
der så musik og fest, og normalt så skød jeg festen
i gang ved at tage den første dans. På nogle lørdag
kunne jeg nå tre forskellige forsamlingshuse, og i starten var det
mest nord for Limfjorden, men efterhånden bredte foredragene sig
også til syd for Aalborg. Det kan også nævnes, at jeg
på min 18-års fødselsdag fik 22.000 breve og 2.000
pakker. Min mor måtte endda gemme nogle af brevene, det var alle
dem med tilbud om ægteskab...
I morgen kan du læse mere om Harald Nielsens indflydelse på
professionel fodbold i Danmark
|
