De har mødtes i VM-finalen (1966), og der er altid en fantastisk atmosfære omkring møder mellem England og Tyskland. Begge rækker efter VM-trofæet, men kun én står tilbage efter i dag. Hvem bliver det?

″Football is a simple game ...″

sagde Gary Lineker engang med et smil på læben, og fortsatte: ″.. and in the end Germany wins!″

I dagens VM-ottendelsfinale i Bloemfontain står de to europæiske fodboldstormagter overfor hinanden.

Igen. For der er så meget fodbold-historie forbundet med de to nationers rivalisering, at vi her begrænser os til landsholdene, og fokuserer på VM- og EM-turneringerne, med enkelte undtagelser.

England og Tyskland har mødt hinanden fire gange før i VM-slutrunderne og to gange i VM-kvalifikationen.

Det første VM-opgør var således selveste VM-finalen i 1966, hvor der måtte forlænget spilletid til, før England på hjemmebanen, Wembley, havde vundet 4-2 efter 2-2 i den ordinære spilletid. Forud var gået en særdeles seværdig og intens kamp, men det er englændernes tredje mål, i det 101. minut, som for altid vil blive husket.

Geoff Hurst skød bolden på undersiden af overliggeren, bolden ramte jorden og sprang ud i spil, hvorefter den blev headed væk. Men, havde bolden passeret mållinjen? Den schweiziske dommer, Gottfried Dienst, konsulterede sin linjevogter, Tofik Bakhramov, der intenst nikkede og dermed indikerede at have set bolden inde - og der blev dømt mål. Selv i dag, 44 år efter, betegnes denne begivenhed i Tyskland med blot en kort sætning: ″es war kein Tor!″ - der var ikke mål!

Fire år senere, ved VM i Mexico, var der revanche til Tyskland (Vesttyskland, som det hed før genforeningen i 1990) i VM-kvartfinalen. Selvom England bragte sig foran 2-0 kort ind i 2. halvleg, så fik tyskerne udlignet til 2-2 i den ordinære spilletid. Det udlignende mål, scoret af veteranen Uwe Seeler, var tilmed med baghovedet. I den forlængede spilletid scorede Gerd Müller tyskernes sejsmål.

Ved VM 1982 mødtes nationerne igen, i en kedelig 0-0 kamp, medens semifinalen ved VM 1990 blev højdramatisk. Igen skulle der forlænget spilletid til, men denne gang sluttede kampen 1-1, som også var stillingen efter 90 minutter, og en straffesparkskonkurrence måtte til. Her brændte Stuart Pearce og Chris Waddle, hvorefter tyskerne vandt indtog i VM-finalen og, tilmed, VM-guldet.

Semifinalen huskes også for et gult kort til englændernes Paul Gascoigne, der fik sit andet i turneringen og dermed ville være spærret fra den eventuelle finale, havde England vundet. Da det gik op for Gascoigne, brast han i tårer på banen - et billede der har brændt sig fast på nethinden.

I kvalifikationen til VM 2002 mødtes de to nationer i UEFA′s gruppe 9, og det første opgør blev spillet 7. oktober 2000 på Wembley. Det bedagede stadion skulle nedrives og gøre plads til et nyt, og hvad var mere symbolsk end at gøre det med en kamp mellem de to rivaler? Tyskerne vandt 1-0 efter en noget anynom kamp, der tilmed medførte, at englændernes træner, navnkundige Kevin Keegan, trådte tilbage.

I returopgøret, 1. september 2001, var det således Sven-Göran Eriksson, som sad i trænersædet, og resultatet udeblev ikke. Bl.a. efter et hattrick af Michael Owen vandt England i München med chok-cifrene 5-1.

I EM-sammenhæng har de to nationer også mødtes flere gange. På vej mod EM-guldet i 1972 vandt Vesttyskland således med 3-1 på Wembley i den første af to EM-kvartfinaler (returopgøret endte 0-0).

I EM-semifinalen 1996 - på Wembley igen - vandt Tyskland igen efter en høj-dramatisk kamp og straffesparkskonkurrence - og hjemtog da også EM-guldet.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at England spillede fire landskampe mod Østtyskland, men ingen i VM- eller EM-sammenhæng - ja, bortset fra en opvarmningskamp (for Østtyskland, altså, eftersom England blev slået ud af VM-kvalifikationen af Polen) til VM 1974, hvor det blev til 1-1 på Zenstralstadion i Leipzig blot et par uger før slutrunden.

Hermed er bolden givet op til en, forventeligt, intens affære - og skulle kampen gå i forlænget spilletid, eller ligefrem straffesparkskonkurrence, så minder vi om Gary Linekers ord i indledningen ...